fredag den 29. januar 2016

Første dag.


Min første dag på min kostplan er gået relativt godt. Det er mærkeligt at sidde og blive mæt af hvert eneste måltid, og føler næsten, at jeg gør noget forkert, også selvom jeg godt ved, det er lige præcis sådan, det skal være. Her sidst på aftenen kan jeg godt mærke, at jeg mangler noget mad at gå ombord i, da det er op til sengetid eller om natten, jeg normalt får lyst til at proppe mig med alt og ingenting.. Så nu gælder det om at stramme balderne sammen og være stærk!

Hver fredag vil jeg have vejedag og evt. måledag. 

Vægt: 91,2 kg

Bryst: 109 cm
Overarm: 33 cm
Talje: 98 cm
Hofte: 117 cm
Lår: 70 cm



Min dag i mad: 

Morgenmad: A38 m. ymerdrys.
Formiddag: 2 stk. knækbrød m. ajvar og kyllingebrystpålæg. 
Frokost: 2 skiver rugbrød m. fiskefrikadelle + remoulade, kalkunmortadella og kalkunspegepølse.
Eftermiddag: 1 skive hjemmebagt grovfranskbrød m. ost og marmelade.
Aftensmad: Ovnbagt laks, ris og broccolisalat.
Aften: 1 romkugle.

Dagens skridt: 11883.

Alt i alt har dagen gået rigtig godt! Jeg har desværre fået mig en god omgang hovedpine her til aften, som jeg normalt altid prøver på at spise væk (virker forresten aldrig). I stedet for at spise, tog jeg telefonen med mig ud i mørket, og gik mig en god tur med min lillesøster i den anden ende af røret. Nu vil gå i seng og finde noget ligegyldigt på Netflix at falde i søvn til. Godnat derude!

Klar, parat, start.

Jeg vil starte ud med at fortælle lidt om mig, og hvorfor jeg har oprettet denne blog. Egentlig vil den nok ikke være særlig interessant for andre end mig selv, da den mest kommer til at omhandle min mad og de op og nedture, der følger med. 

Jeg er en jysk pige på 25 år, der kæmper med spiseforstyrrelse (BED/binge eating disorder) og angst. Faktisk har jeg haft panik-angst, OCD og socialfobi det meste af mit liv, men heldigvis har jeg det bedre end nogensinde, og har afsluttet samtaler med min psykolog (gennem 8 år) for 3 mdr. siden. Det føles helt fantastisk at være kommet så langt og leve det liv jeg gør nu.. Desværre kæmper jeg stadig med angsten og en spiseforstyrrelse gennem 4 år. Egentlig har mad og vægt altid fyldt rigtig meget i mit liv. Jeg har været undervægtig, normalvægtig og overvægtig. Enten har kalorietælning haft overtaget min hjerne hvor det handlede om at spise så lidt som muligt, eller også har mit ædemonster taget over og tvunget mig til at spise, til det ikke var muligt at putte mere ned i min mave. Jeg bliver rigtig tit sur på mig selv, når jeg ser på gamle billeder, fordi jeg ved hvordan jeg så min egen krop, nemlig fed, grim og ulækker. Virkeligheden var, at jeg var tynd og flot. Ikke en eneste delle over buksekanten og nærmest ikke eksisterende dobbelthage selvom man gjorde alt for at lave en. Nu sidder jeg her 30 kg tungere, fordi jeg hele tiden valgte at gå på kure for at tabe mig mere og mere. Det gav bagslag, og har givet mig endnu et træls forhold til mad. Jeg er DØDTRÆT af den onde cirkel, jeg kører rundt i dag ind og dag ud, og har nu tænkt mig at følge min psykologs ord - nemlig at begynde på en kostplan for bulimikere med helt almindelig mad og helt almindelige portioner. Ingen kaloriekontrol!! Jeg skal ganske simpelt lære at spise normalt igen. Min drøm er at jeg på denne måde, kan lære at slippe kontrollen og kiloene på en sund måde. Både for min krop og mit sind. 

Som jeg skrev i toppen, vil jeg nok selv få mest glæde af denne blog, men jeg har valgt at lave den offentlig, da jeg tænker, der er andre derude, der kæmper med de samme tanker som jeg selv, og derved håber vi kan få lidt glæde af hinanden.