Jeg er en jysk pige på 25 år, der kæmper med spiseforstyrrelse (BED/binge eating disorder) og angst. Faktisk har jeg haft panik-angst, OCD og socialfobi det meste af mit liv, men heldigvis har jeg det bedre end nogensinde, og har afsluttet samtaler med min psykolog (gennem 8 år) for 3 mdr. siden. Det føles helt fantastisk at være kommet så langt og leve det liv jeg gør nu.. Desværre kæmper jeg stadig med angsten og en spiseforstyrrelse gennem 4 år. Egentlig har mad og vægt altid fyldt rigtig meget i mit liv. Jeg har været undervægtig, normalvægtig og overvægtig. Enten har kalorietælning haft overtaget min hjerne hvor det handlede om at spise så lidt som muligt, eller også har mit ædemonster taget over og tvunget mig til at spise, til det ikke var muligt at putte mere ned i min mave. Jeg bliver rigtig tit sur på mig selv, når jeg ser på gamle billeder, fordi jeg ved hvordan jeg så min egen krop, nemlig fed, grim og ulækker. Virkeligheden var, at jeg var tynd og flot. Ikke en eneste delle over buksekanten og nærmest ikke eksisterende dobbelthage selvom man gjorde alt for at lave en. Nu sidder jeg her 30 kg tungere, fordi jeg hele tiden valgte at gå på kure for at tabe mig mere og mere. Det gav bagslag, og har givet mig endnu et træls forhold til mad. Jeg er DØDTRÆT af den onde cirkel, jeg kører rundt i dag ind og dag ud, og har nu tænkt mig at følge min psykologs ord - nemlig at begynde på en kostplan for bulimikere med helt almindelig mad og helt almindelige portioner. Ingen kaloriekontrol!! Jeg skal ganske simpelt lære at spise normalt igen. Min drøm er at jeg på denne måde, kan lære at slippe kontrollen og kiloene på en sund måde. Både for min krop og mit sind.
Som jeg skrev i toppen, vil jeg nok selv få mest glæde af denne blog, men jeg har valgt at lave den offentlig, da jeg tænker, der er andre derude, der kæmper med de samme tanker som jeg selv, og derved håber vi kan få lidt glæde af hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar